Reservedele   Dokumentation   Bilerne   Om CKC   English   Français Dele   Dok   Biler   Om   En   Fr
	"Rayons" - organisering af reservedelsekspeditionen

Denne opdeling kunne man se i reservedelskatalogerne ved at de første fire rayons (I, II, III og IV) havde hvert sit "kapitel" hvor siderne havde hver sin farve (gul, hvid, grøn og rosa). I hvert af disse kapitler var det generelt sådan, at delene tilhørte den pågældende rayon, hvis intet andet var angivet. Ud over de fire rayons, der svarede til de farvede kapitler var der desuden rayon IV og "store dele".

Hvis en del hørte til en anden rayon end det aktuelle kapitel, blev det angivet i en parentes med R. efterfulgt af rayon-nummeret, f.eks. (R. VI). Hvornår en del tilhørte "store dele" er svært at se i katalogerne, men jeg formoder at en trænet reservedelsekspedient hos enhver Citroën-forhandler vidste den slags intuitivt.

De farvede sider i reservedelskatalogerne fra dengang er i dag som regel falmet til ukendelighed, og i de kopier og scanninger de fleste af os har adgang til, er farverne slet ikke til at skelne. Derfor må man orientere sig i indholdsfortegnelsen for at finde ud af hvor kapitlerne starter og slutter. I billedet til højre er farverne blevet forstærket kunstigt.

For at bestille reservedele, skulle man så udfærdige og indsende separate bestillingslister for hver rayon. Man havde endda lavet fortryke formularer til dette brug. Det virker bøvlet, men gav Citroën mulighed for at opdele lageret i hver sine afdelinger (måske endda bygninger) som så kunne specialiseres i f.eks. store og tunge emner, der måske krævede særligt udstyr til håndtering (vogne, kraner etc), eller måske emner, der krævede renlighed såsom indtræksdele. Før plasticindpakningens tid kunne man jo ikke have folk med sorte fingre til at håndtere indtræksdele.

I dag virker det helt besynderligt at Citroën på denne måde har blandet kunderne ind i organiseringen af lageret. Vi ville jo forvente at man kunne sende samlede lister til Citroën som så sørgede for den videre ekspedition. Men før indførelsen af edb ville en central modtagelse af ordrer skulle skrive bestillingerne af - i hånden, eller evt. på skrivemaskine - med alle de fejl som det ville kunne medføre. Man har åbenbart vurderet at det var bedre at delegere dette ansvar til kunderne, der trods alt også typisk havde dedikerede folk ansat til ekspedition af reservedelsordrer.

Alt dette har formodentlig kun haft relevans for alle som skulle bestille dele hos "fabrikken" - altså forhandlere i Frankrig og importører rundt omkring i verden. I Danmark sendte man samlede ordrer til importøren uden opdeling i rayons. Det kan man se af bestillingformularen herunder som i typografi og logo helt tydeligt er fra tiden medens rayons var i brug i Frankrig. Flittige reservedelsspecialister i Sydhavnsgade må så have siddet og skrevet bestillingerne over på separate lister for hver rayon.

Et eksempel på en endnu mere simpel bestillingsseddel fra Citroën-importøren - måske mest beregnet til telefonordrer - også uden nogen opdeling i rayons. Hvornår den er fra, er dog mere usikkert.

I kataloger hvor hovedparten af delene hører til den "generelle" nummerserie 1-900.000 (f.eks. Traction nr. 420 fra 1959, T23 nr. 419 fra 1961 og T45/55 nr. 433 fra 1962) kan man observere en inddeling med rayons I, II, III, IV, VI samt "store dele":

Fra 1948 blev de "generelle" numre 1-900.000 suppleret med indførelsen af de modelspecifikke nummerserier A, AU, H, HG osv. Det skulle vel egentlig være en simplificering - også fordi disse nummerserier "kun" blev opdelt i tre kategorier: rayon VI, "store dele" og "alle andre".

Men resultatet var at kompleksiteten steg betydeligt som man kan se i dette udsnit fra katalog 446 fra 1962. Hvis man f.eks. havde en 2CV varevogn til reparation, hvor delene kunne have numre i serierne A, AZ, AU og AZU, samt i den generelle serie 1-900.000, kunne det teoretisk blive til 3 lister for numre med A, 3 for numre med AZ osv samt 6 lister for de generelle numre - teoretisk 18 forskellige lister. Et stort værksted med reparationer af mange modeller kunne altså på samme dag komme op på måske et halvt hundrede lister. Det har været en tyk kuvert med reservedelsbestillinger, som hver dag er gået afsted med aftenposten.

Omkring 1965 blev systemet forenklet ved at rayons I-IV blev afskaffet og den generelle nummerserie 1-900.000 skulle nu kun deles op i to kategorier: rayon VI hhv. alle andre. De modelspecifikke nummerserier skulle stadig opdeles i tre kategorier.

Nu skulle man tro at kursen mod simplificering blev fastholdt støt, men i 1967 dukkede så en ekstra rayon X op, som både var relevant for den generelle nummerserie og de modelspecifikke. Hvad formålet med denne nyskabelse har været, står mig ikke helt klart, da rayon X ser ud til at indholde samme slags dele som rayon VI, altså skiver, pakninger og den slags.

Årene omkring 1970 bragte mange ændringer hurtigt efter hinanden, og allerede i 1969 forsvandt opdelingen i rayons helt, og man kunne tro at nu var den epoke slut hvor den interne organisering af reservedelslageret var synlig for kunderne. Men sådan skulle det ikke forblive.

I løbet af 1969 er de sidste numre i den "generelle" serie 1-900.000 forsvundet, og alle numre på det tidspunkt begynder med bogstaver. Men omkring årsskiftet 1970/71 dukker de første rent numeriske reservedelsnumre op igen, nu med serien 5 000 000. Lige til at begynde med, er de bare referencer som alle andre, men der er ingen tvivl om fejlraten i bestillingerne på disse numre må have været højere end for bogstavserierne. Dels er der i de fleste af reservedelsnummerserierne med bogstaver en vis mening i nummeret, som forklaret i artiklen om reservedelsnumrenes udvikling, dels er disse numre tildelt i fortløbende nummerrækkefølge uden huller, hvilket betyder at enhver skrive/læsefejl næsten altid resulterer i et gyldigt reservedelsnummer, som man så får leveret i stedet det man havde brug for.

Løsningen på dette problem kommer allerede i løbet af 1971 hvor man til disse nye reservedelsnumre sætter et gruppenummer og et modelbogstav foran nummeret samt et kontrolbogstav bagefter.

Det kan man f.eks. se i Ami8-kataloget nr. 597 fra 12/70 hvor nogle af forlygterne har disse numre ,
som i en senere udgave (nr. 631 fra 01/73) er numrene blevet "klædt på" med gruppe, modelkode og kontrolbogstav:

Disse gruppenumre afspejler ganske tydeligt en opdeling af lageret (frem for hvor delen hører til på bilerne), som man kan se i tabellen her:

Det er uklart om man i reservedelsbestillnger på dette tidspunkt skulle anføre hele referencen i den nye nummerserie, f.eks. 2M 5 402 933 H eller bare kunne nøjes med det egentlige reservedelsnummer.

Også denne inddeling blev afløst allerede efter et års tid af den inddeling vi kender helt op til nutiden med de 8 grupper. Denne inddeling blev siden udvidet med et par grupper til og ændret lidt i 90'erne, men i store træk er det den inddeling vi har haft lige siden. Denne inddeling er baseret på hvor delene hører til på bilerne, og da det er et helt nyt princip, kunne man tro at det ikke havde noget med organiseringen af lageret at gøre.

Men det havde faktisk med organiseringen af lageret at gøre - i hvert fald lige da denne inddeling kom frem. Det kan man se i de første kataloger hvor den optræder (D-modelkataloget nr. 611 fra 01/72 og H-kataloget nr. 615, ligeledes fra 1972). Her er der forskellige lokal-telefonnumre for hver gruppe, som man derfor må tro har haft hver sin ekspedition.

Disse telefonnumre forsvandt ud af katalogerne igen i løbet af 1973, men denne inddeling vedblev at blive brugt lige siden, selvom reservedelsekspeditionen givetvis er blevet omorganiseret mange gange efterfølgende. Men siden dengang har dette ikke været synligt for kunderne.