|
|||
|
Jeg fik min første bil i 1984. Det var en 2CV. Den var fra 1981, med tromlebremser og i farven beige nevada - den mest støvede af de tre beige nuancer, som 2CV fandtes i omkring den tid. Det støvede look blev yderligere understreget af at lakpleje aldrig har været et af mine specialer.
Endnu en ting, der fik den til at se lidt sørgelig ud var den sorte "vandstandsstribe" af gummihud, som den tidligere ejer havde yderligere forsynet den med. Det er næsten et glemt kulturfænomen nu, men den gang var det faktisk vældig populært blandt villavejenes gør-det-selv familiefædre i joggingbukser at dække over rust i panelerne og lakskader ved at forsyne bilen med en sort stribe forneden. Når man på en varm sommerdag iført hvide bukser kom til at strejfe sådan en model måtte man bare bede til at det ikke var Tectyl Body Safe, der var blevet brugt.
Efterhånden som rusten blev mere og mere alvorlig kunne man over et par år iagttage at "vandstandsstriben" krøb højere og højere op. Man kunne få den tanke at det var tid at skifte bilen når man ikke længere kunne se ud af ruderne!
Min stribe forblev nu det samme sted i hele bilens levetid - sådan noget gummihud er ikke til at få af. Efter at have kørt mere end 300.000 km i den var jeg i den situation at den var brugt op på enhver tænkelig måde, både mekanisk og mht. rust.
Men ud over at man husker sin første bil som noget særligt, må jeg også sige at det på mange måder er den bil, der har bragt mig flest oplevelser.
Blandt mange andre ture, var det den jeg kørte i i 1988 gennem Tyrkiet,
Syrien, Jordan, Egypten og Israel.
Det var også den jeg kørte i rundt i Sahara på en tur i 1990.
Et meget vigtigt aspekt af såden nogle ture, for at de skal lykkes på det mekaniske plan, er klargøringen af køretøjet. Det er et emne, der har interesseret mig meget siden jeg første gang fik kontakt med mennesker i klubben, der havde samme interesse, og siden jeg fik fat i bogen "Ici commence l'aventure" af Jacques Wolgensinger, baseret på erfaringerne fra Raid Afrique og Paris-Kaboul.
Egentlig var der ikke noget i vejen med forberedelserne til den tur med
den selvsamme 2CV, der på et par døgn bragte mig og en til fra klubben
til 2CV-fabrikken i Portugal inden
lukningen, inklusive et motorskift på en parkeringsplads i Bordeaux.
Faktisk står der i artiklen i klubbladet (Attraction 170) som vi skrev
om turen at "der blev kun foretaget et par småjusteringer undervejs", men
en af dem var altså dette motorskift fordi motorblokken revnede og
olien tapløb ud.
Vi ville ikke forstyrre den gode historie om hvor fantastisk 2CV er,
med denne detalje!
Det var i øvrigt meget spændende at besøge fabrikken. Her er nogle
af billederne inde fra fabrikken, som jeg ikke selv har taget da det
var forbudt.
Det var også den bil, jeg kørte Frankrig tyndt i medens jeg arbejdede
som mekaniker i Paris, og brugte en stor del af min fritid på at søge
efter en Belphégor-lastbil. Disse og mange andre meriter har jeg
tidligere skrevet om i Citroënisternes blad Attraction, ligesom
jeg også har optrådt med den i fjernsynet.
Selv om 2CV personbilen står for mig som det ultimative køretøj, har jeg haft det held at kunne anskaffe mig adskillige andre modeller. Især DS har en plads nær mit hjerte, og oplevelsen af at cruise rundt i byen en sommerdag med en diskret finger nu og da på hydraulikgearstangen er vanskelig at sammenligne med noget andet. Dagen efter at jeg havde været med til DS'ens 30 års jubilæum købte jeg min første DS. Den og en anden DS brændte desværre sammen med resten af værkstedet Clinikken i 1991, men siden har jeg genoprettet beholdningen.
En af de biler jeg har kørt mest i, er min CX break, som jeg anskaffede
i 1992. Terrænegenskaberne er jo ikke som i 2CV, men det er transport
på 1. klasse med plads til 12 flyttekasser eller til at køre på
ferie i, lastet med familie og bagage. Og på det tekniske plan er jo
især servostyringen jo noget helt særligt. For alle os der ikke lige
har haft mod på at investere i en SM, er CX måden at få daglig adgang
til dette unikke stykke Citroën-teknologi.
Ud over alle bilerne har Citroën-interessen også bibragt mig samværet med en masse rare mennesker i klubben, der er ramt af den samme sygdom. Det er den diagnose, der er kendt som Citroënza Seriosa. Jeg tror ikke at jeg ville have sat helt så meget pris på modellerne hvis jeg ikke havde haft nogen at dele interessen med. Mit liv med Citroën handler altså om alle de aftner, der er gået med at arbejde med bladet, alle de træf jeg har været til, alle de klubaftner og servicekurser man har været en del af og især alle menneskerne i og omkring klubben.
Hvis nogen altså spurgte mig, hvad er det jeg særlig godt kan lide ved Citroën, tror jeg at jeg ville svare: Det er oplevelserne og menneskerne!
Martin Bech